sommerferie 2011. 2

Ferievognen i Tjekkiet: Slovakiet: Ungarn: Østrig: Tyskland: 2011.2

Søndag D.7.8

Så er det afsted igen, vi kører fra pladsen kl. 9,30 der er 23 grader og overskyet, og vi kører mod Dresden langs med Elben, og kommer igennem mange små hyggelige byer.

 

Lykken er! at være på farten.

Inden vi kommer til Dresden hopper vi dog på motorvejen igen et stykke vej, indtil vi kører ind på vejen der går over Pirna, og fører os ind i Tjekkiet.

Selv om vi kører på motorvej, er der der da en nydelig udsigt.

Nu skal vi så ind på nogle mindre veje, det er også hyggeligt.

Så skal vi gennem lidt af Dresden, der er også sjovt, se bare den flotte bus.

Afsted det går gennem små gader mod bakken op til Pirna.

Så begynder det vist at kravle lidt op over en lille bakke.

Vi kører ind i Tjekkiet kl.11,30, og stopper for at købe en vignette til bilen, det går nemt og smertefrit, derefter gennem Hrensko og videre langs Labe/elben på vej 261, til usti.N.l, og derfra til Litomerice. Det begynder at regne meget kl 12,00 uha, vi ankommer til Litomerice kl.13,15 og kører ind på www.autokempslavojlitomerice. i øsende regnvejr, øv nå men på med regntøjet og benene ned og så ind i tørvejr

Her er vi så på plads, det regner indtil kl.15,00, så klarer det op, og er stadigvæk lunt.

Om aftenen er vi selvfølgelig inde og spise hos Joseph, her får man god mad til rimelige priser, og så det fantastiske øl man får herned.

Joseph i sin "hule" en dejlig mand.

Skal lige foreviges sammen med Joseph, og så også ha' et billede af ham inde i hans "hul" restaurant, desværre blev billedkvaliteten ikke ok, men så må vi køre herned igen en anden gang, og det gør vi også gerne, det er en dejlig plads og man slapper helt af når man er her, Joseph er en dejlig fyr der er god ved sine gæster, så prøv det endelig selv.

 

Vi opdagede forøvrigt et billede af vores statsminister Lars Løkke, sammen med Joseph, en lidt yngre udgave godt nok, men lidt sjov er det da at han hænger her på en lille campingplads i Tjekkiet. Kl. 21,00 er der 19 grader udenfor, og vi oplever at det regner meget hele natten ØV, så vi vil køre videre næste morgen.

Mandag. D.8.8

Vi kører fra litomerice kl 9,50, efter en nat med regnvejr, og det er da også meget overskyet her til morgen, vi får sagt farvel til Joseph, og så går det mod Pragh, og derfra videre over Brno', og videre til Slovakiet, her håber vi på bedre vejr.

Det er ikke alle steder man har fået del i velstanden i Tjekkiet, men det kommer forhåbentlig også her.

Så skal vi lige gennem Pragh, men heldigvis ikke ind i centrum.

Vi ser da en af de smukke sporvogne, der kører rundt i Pragh.

Gennem Pragh, der er ikke så meget at se fra motorvejen.

Turen omkring Pragh, og til Brno er helt uden problemer, vi er ved Brno kl. 14,40, det eneste problem er så at den motorvej fra Pragh og til Slovakiet er et mareridt at køre på, og vi vil stærkt fraråde alle at bruge den, det er som at køre på et vaskebrædt, man frygter at det hele bliver rystet fra hinanden, vi køber vignette til 30 dage, 14,eur, ved et ældgammelt grænsehus, sjovt at se.

Er nået til den Slovakiske grænse, og har købt vignette, så vi kan komme videre.

Gennem Bratislava og videre mod Zillina, vi vil gerne ha' noget varme, men der altså noget vi gerne vil se i Slovakiet, og det er Skytternes skyld, tak til dem.

Vi er enige om,(vi er nemlig demokratiske hos os) at vi ville finde en plads lidt væk fra Bratislava, det bliver i byen Senec, der ligger ca 28 km fra bratislava, her kommer et link til pladsen, www.slnecnejazerasenec.sk som er ganske god som overnatningsplads, men stadig bærer præg af at være bygget under kommunisterne, men ellers en ok plads, der ligger sammen med et stort rekreativt område, med badesø og hytter og restauranter, egentlig ganske hyggeligt.

Så er vi flyttet ind, vi ankom kl. 17,25, og fik en grundig intro af damen i buret, og hørte også at hun advarede nogle autocampister om at deres cykler skulle være låst fast på vognen, da risikoen for tyveri var temmelig stor.

Efter at alt er sat op, og området, (faciliteterne) er udforsket, så er det dejligt med noget i skrutten, (maven), vi sidder inde og spiser for det er ikke varmt udenfor, og mens vi spiser kommer der en ordentlig byge, så dejligt at der er tag over os, og Marianne har lavet dejlig mad til os.

Tirsdag.D.9.8

Inden vi kører videre efter en dejlig nats søvn, dog med lidt larm fra knallerter, og motorcykler, går vi en runde på campingpladsen, og området udenfor.

Skraldet skal væk, der er containere flere steder, og der er også meget rent på pladsen.

Et af de mange udlejningshuse der er på pladsen, der er tremmer for alle vinduer og døre.

Receptionen med indkørsel/udkørsel, alt efter hvor man kommer fra selvfølgelig.

Pladsen er egentlig godt besøgt, der er en del lokale, og nogle få tyskere, og hollændere, og blot et hold danskere, os'.

Lige udenfor pladsen, ligger et rekreativt område, med en stor sø, og hyggelige udskænkningssteder.

Der er en flot ø, med hytter der kan lejes, og spisesteder, det er vældig hyggeligt.

Man bliver helt hensat til Caribien, med stråhytter og sørøverskibe.

Mon det er en sørøverfrue? Nå nej det er jo min frue! skibet er en restaurant, vældig flot.

Styrmanden på ferievognen! har været kaptajn på eget skib i mange år, er nu degraderet til ratholder, med Marianne som kaptajn.

Vi må videre, så farvel til dette smukke område. I kan godt besøge Slovakiet, det er et dejligt og rent land.

Skønne servicerum fra de gode gamle kommunistdage, disse her er toiletter.

Vi kan helt klart anbefale andre at besøge denne udmærkede plads, her er rent, og alt fungerer, selvom det ikke er af nyeste dato. Der er ikke mange der bruger det smukke land, men gør det endelig, her er smukt, og rent overalt, befolkningen er meget venlige, og priserne i den gode (lave) ende, det kan vi jo alle godt li'.

Dette var lidt information til andre der kunne finde på at køre denne vej, og får brug for et sted at overnatte, pladsen er ok, og der er rent, badefaciliteterne er også rigtig fine, prisen for overnatning var 16,92 eur, med bad og strøm.

Pladsen har egen jernbane! toget kører inde fra byen, og ud til pladsen, smukt.

Her er vores "tog" vi skal videre ud i verden, og ha' nye oplevelser fyldt i bagagen.

Så er det afgang igen, vi kan jo ikke ligge her og dase i flere dage, vi kører fra pladsen kl. 9,40, og vejret er dejligt 20,5 grader og sol med blå himmel. Vi kører nordøst på mod Zillina, der er jo noget vi godt vil se deromkring, og turen går glidende op af motorvejen, der er rigtig god at køre på, og ikke særlig meget trafik, så vi nyder turen gennem Slovakiet.

Som i kan se! er her rigtig smukt i Slovakiet.

Der er også gamle borge her i Slovakiet, spændende.

Det går glidende gennem det smukke landskab med flotte broer, jo her er skønt.

Man aner de lave tatra-bjerge i horisonten, her er meget smukt i Slovakiet.

Marianne fanger mange smukke motiver under kørslen, her en igen en gammel borgruin.

Der er ikke særlig langt til Zilina, så vi er hurtigt oppe ved den plads vi har valgt at slå os ned på, kl. 12,10 allerede, den hedder, www.autocampingvarin.com og ligger ca 10 km fra Zillina mod Kosice. Det viser sig at være en rigtig dejlig plads, så her får vi det sikkert godt.

Copyright.Ferievognen.Ove Lund. Det er ikke tilladt at kopiere billeder og tekst.